Home Nyheder Kæde af boutique-hostels på vej

Kæde af boutique-hostels på vej

0
SHARE
Det tidligere hovedbibliotek i Aarhus skal fra 2019 være boutique hostel.

Københavnsk hotelkæde åbner i 2019 for første gang udenfor hovedstaden – det sker med et såkaldt ’boutique hostel’ med 560 senge. Det skal være starten på en række elegante hostels – også uden for Danmark.

Brøchner Hotels, der foreløbig har fire hoteller i København og yderligere to på vej, åbner nu for første gang uden for København.

Det sker med et boutique hostel med 560 senge i Aarhus tidligere hovedbibliotek ved Mølleparken. Planen er at opføre en kæde af boutique hostels, oplyser Brøchner Hotels fredag.

”Vi har længe været på udkig efter at åbne i Aarhus og med det gamle hovedbibliotek fik vi den perfekte mulighed. Aarhus er en god og charmerende hotelby og ligesom København i rivende udvikling,” siger adm. direktør for Brøchner Hotels, Karim Nielsen, og fortsætter: ”Markedet for hostels vokser helt vildt. Navnlig de unge rejser som aldrig før, og det øger efterspørgslen efter gode og centrale overnatningssteder, der ikke koster en formue. Netop det behov vil vi imødekomme ved at skabe et hostel, hvor gæsten kan overnatte billigt.”

Denne sommer åbnede Københavns største hotelkæde, Arp-Hansen, også for første gang uden for hovedstaden med et 2-stjernet hotel tæt på hovedbanegården i Aarhus.

Brøchner får to nye hoteller i København

I København er Brøchner Hotels også i gang med at udvide. De to nye hoteller bliver henholdsvis kædens største og mindste i antal værelser.

I forvejen har kæden 367 værelser på sine fire boutique hoteller – Hotel SP34, Hotel Danmark, Avenue Hotel Copenhagen og Hotel Astoria.

De to kommende Brøchner Hotels i København bliver det 5-stjernede Herman K tæt på Kgs. Nytorv med 31 værelser, der åbner næste år.

Året efter åbner Hotel Ottilia i Carlsberg Byen som et 4-stjernet boutique hotel med 156 værelser samt restaurant, barer, spa, konferencefaciliteter og tagterrasse.

Med de nye hoteller har Brøchner Hotels i 2019 i alt 567 værelser på seks hoteller i København.