Jordan tilbage på feriehimlen

shutterstock_123344995

Foto: Shutterstock.

Beach Tours lancerer pakkerejser til Jordan som vinteralternativ til De Kanariske øer, Egypten og Dubai, der alle er rejsemål med 5-6 timers flyvetid.

Med vinterens rekordstore pres på charterflyene til De Kanariske Øer og mangel på hotelsenge – samt usikkerhed om Egypten, ønskes der gode alternativer. Beach Tours lancerer Jordan i den sene del af vinterprogrammet for at teste interessen op mod vinteren 2017/18:

”Jordan er et unikt rejsemål, som mange danskere allerede har fået øjnene op for. Vi lancerer det med flyvning med Royal Wings i små tre måneder som en test af, om danskernes interesse er stor nok. Er den det, vil Jordan være med i vores fulde vinterprogram 2017/18, og det har vi stor tiltro til”, siger Jan Lockhart, adm. direktør i Beach Tours. Der flyves direkte fra Kastrup med afgange lørdage fra ultimo januar.

Beach Tours hoteller ligger i Aqababugten, både i Aqaba og i Tala Bay, i den nordlige ende af Det røde Hav mellem Sinai halvøen og Den arabiske Halvø. Bugten er 160 km lang med klart vand og smukke strande, samt fantastiske dykker- og snorkelmuligheder. Hotellerne er af høj standard, alle med fire eller fem stjerner. Aqaba er en lille hyggelig by og Tala Bay er et lille ferieområde med luksus-resorts.

Jordan byder også på nogle af de mest spektakulære seværdigheder og naturområder. Petra er en 2000 år gammel oldtidsby, og ligger uforandret midt i ørkenen, omtrent midt mellem Det døde Hav og Aqababugten.

Wadi Rum er et storslået, beskyttet naturområde, en rigtig sandørken, hvor bl.a. storfilmen Lawrence of Arabia er optaget.