Jet Time tyvstarter for SAS

jet-time-atr-fly-SASJet Time skal flyve for SAS i Norge i det kommende vinterprogram. Men allerede i morgen, lørdag, sender det danske flyselskab ATR-fly til Nordnorge, hvor det i en måneds tid skal flyve for SAS.

Flere SAS-ruter i Nordnorge skal flyves af Jet Time den kommende måned mellem Trondheim, Bodø og Tromsø, erfarer takeoff.dk

Forleden skrev standby.dk, at fra oktober rykker to spritny ATR-fly fra Jet Time ind i SAS-flåden på leasingkontrakter. Det sker på samme betingelser som de seks fly af samme type, som allerede er i drift i SAS-bemaling. Oprindeligt var der kontrakt på fire fly og mulighed for endnu fire.

”Der bliver tale om flere regionale ruter udført af selskaber med passende fly og service, som kan leve op til vore krav,” sagde SAS’ driftsdirektør, Flemming Jensen.

”Vi har masser af opgaver for tiden. Til efteråret har vi 16 Boeing 737-fly og 10 ATR,” siger Klaus Ren, adm. direktør i Jet Time.