Iværksætterkursus skal styrke turismen

Væksthus Nordjylland, Infolink kurser, Aalborg Samarbejdet, Aalborg Handelsskole og VisitNordjylland har indgået et samarbejde om et kursusforløb for nystartede eller kommende iværksættere med fokus på oplevelsesindustrien.

Et iværksætterforløb inden for turisme og oplevelsesøkonomi starter den 5. februar i Aalborg. Forløbet er målrettet til dem, der ønsker at være selvstændige inden for turismebranchen og dermed styrke turismen i Nordjylland.

Forløbet strækker sig over otte gange og henvender sig til alle, der enten lige har startet egen virksomhed eller drømmer om at gøre det. Det overordnede fokus er kulturforståelse, værtsskab og salg til turister. I løbet af de otte kursusgange vil iværksætterne blive klogere på juridiske forhold, økonomi, forsikring og meget mere. Engagerede eksperter vil undervise og rådgive kursisterne.

De kommende oplevelses-iværksættere vil desuden have mulighed for at skabe et netværk blandt medkursister. Det kan være en fordel i en startfasen, men også i et eventuelt fremtidigt samarbejde.

”Målet er også at styrke turisme- og oplevelsesindustrien i det nordjyske,” siger Karina Beck, projektleder hos VisitNordjylland og en af initiativtagerne til forløbet: ”Turismen er en vigtig kilde til øget vækst i vores region, og det vil vi naturligvis gerne fremme bedst muligt”.