Islandsk kæmpe sendt til tælling

Stodir var storaktionær i den islandske bank Glitnir, hvor man med 32 % af aktierne måtte indkassere endnu en økonomisk øretæve af de helt store, da den islandske nationalbank i går måtte ud i en redningsaktion, og overtage 75 % af bankaktierne. Dermed forsvandt en væsentlig del af Stodir’s egenkapital som dug for solen, og selskabet kontaktede derfor selv landets myndigheder og bad om at blive sendt i betalingsstandsning, på islands betegnet ”betalingsudsættelse”.

 

Stodir hed tidligere FL Group, og har gennem de seneste år været storinvestor i luftfart. Selskabet var oprindeligt moderselskab for Icelandair, og var dengang under finansmanden Hannes Smarassons kontrol. Smarasson investerede massivt i luftfart, og var arkitekten bag den første af en række storstilede handler med lavprisselskabet Sterling, som først blev købt fra Palmi Haraldsson, derefter solgt delvist tilbage til samme, og først for få uger siden røg helt ud af Stodirs portefølje igen. Den nuværende Stodir-ledelse ville ved den seneste handel ikke oplyse om man havde tjent eller tabt på Sterling-handlen, men kilder i Island, der er tæt på selskabet vil vide, at Sterling og Northern Travel Holding har været et endog særdeles dyrt bekendtskab for Stodir. Selskabet har også været storaktionær i flyselskaber som American Airlines og Finnair, men er i dag helt ude af transport- og rejsesektoren.

 

Stodir er til gengæld storaktionær i en række danske og udenlandske virksomheder, bl.a. Royal Unibrew, hvor man ejer næsten 27 %, det ligeledes kriseramte ejendomsselskab Landic Properties, samt Bang & Olufsen. Sidstnævnte offentliggjorde dog også i går, at en engelsk forsikringskoncern har overtaget godt 5 % af selskabets aktier, og det er sandsynligt, at disse aktier kommer fra Stodir.

 

Taberne i Stodir-eventyret bliver sandsynligvis aktionærerne, og her toppes navnelisten af Baugur-koncernen, som officielt ejer ca. 35 %. Baugur-gruppen kontrolleres af den kontroversielle finansmand, Jón Asgeir Johannesson, som herhjemme er mest kendt for sit ejerskab af stormagasinerne Magasin og Illum. Ifølge en direktør i Baugur-gruppen er Jón Asgeir endda hårdere ramt, idet han, gennem en række selskaber reelt har en majoritet i Stodir.

 

Ifølge de senest tilgængelige aktieoplysninger er også Sterling-ejeren Palmi Haraldsson at finde i ejerkredsen, dog med mere beskedne ca. syv pct. af aktierne.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen