Iran Air får sine Boeing fly trods Trumps anti-Iran kampagne

Ifølge Iran Air vil kontrakten med Boeing ikke blive berørt, selv om USA skulle vælge at trække sig ud af den internationale aftale om Irans atomkraft, skriver Financial Tribune.

Den 11. december 2016 underskrev Boeing og Iran Air en kontrakt om 50 B737 MAX 8, 15 B777-300ER og 15 B777-9 til en samlet listepris på 16,6 milliarder dollars. De første fly skal efter planen leveres i april 2018.

På samme tid underskrev Iran Air en kontrakt med Airbus på 100 fly, hvoraf de første tre er leveret.

Kontrakterne blev indgået efter Iran og seks andre lande – Kina, Frankrig, Tyskland, Rusland, Storbritannien og USA – underskrev en aftale om løsning på problemerne med Irans eventuelle udvikling af atomvåben. Kort efter blev de internationale sanktioner mod Iran ophævet – herunder salg af passagerfly.

Trumps administration udvider sine anstrengelser for at isolere Iran og præsidenten mener ikke, at den internationale atom-aftale længere er i USA’s interesse.

Iran Airs CEO Farzaneh Sharafbafi fastslår, at USA’s finansministerium har godkendt handelen mellem Iran Air og Boeing og at den aftale ikke kan ophæves.

“Hvis USA skulle trække sig fra den internationale atom-aftale, får det ingen effekt på finansministeriets godkendelse og vil altså ikke berører Boeings kontrakt med os”, siger han til Financial Tribune.