Ingen S-tog mellem Hovedbanen og Østerport i påsken

I perioden fra den 12. til den 17. april, kører der ingen S-tog mellem Københavns Hovedbanegård og Østerport Station, da Banedanmark skal vedligeholde og udskifte skinnerne på den travle strækning.

”Der er i stedet rigtig mange togbusser, som kører i pendulfart mellem Hovedbanegården, Vesterport, Nørreport og Østerport, og derudover kører der regionaltog og tog på Kystbanen. Med undtagelse af Vesterport, hvor der kun er S-tog, er der tog til de andre stationer”, siger Tony Bispeskov, informationschef hos DSB.

Sporarbejdet er led i en større sporfornyelse, Banedanmark foretager de næste måneder. Fra den 30. juni til og med den 16. juli arbejdes der mellem Østerport og Svanemøllen, hvor der ligeledes lukkes for S-togstrafikken.

Desuden vil man gennemføre sporfornyelser mellem Hovedbanegården og Valby Station i perioden 11. maj til 18. juni samt 17. juli til 16. august, hvor man skiftevis lukker sporene mellem de to stationer. Her vil der dog køre tog i perioden, omend med forsinkelser.

”Det arbejde, som Banedanmark har placeret i påsken, er når der er færrest kunder,” siger Tony Bispeskov.