Indenrigs placeres centralt i CPH

CPH.JPGNår indenrigsruterne 29. marts flytter fra Indenrigsgården bliver hovedparten parkeret ved centrale gates i Finger A, B & D.

”Flere har sikkert forventet lange gåture fra sikkerhedstjekket i Terminal 2 til de gates på Finger A Vest, der hidtil har været benyttet til indenrigstrafikken,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavne A/S.

”Vi har haft en dialog med de fire involverede flyselskaber om, hvor det giver mest mening – for dem – at parkere deres fly. Det har det været vigtigt for os, at vi så vidt muligt imødekommer deres ønsker under de nye forhold.”

Dialogen med flyselskaberne har ført til følgende parkering af indenrigsflyene: SAS indenrigsfly til Aalborg og Aarhus bliver i morgen- og eftermiddags-peak parkeret på Finger D tæt på selskabets øvrige fly. SAS fly til og fra Billund bliver fortrinsvist parkeret på Finger B. Uden for peak vil man skulle møde ved de centralt placerede gates C2-C8 mellem Finger B og D og køres med bus ud til flyet.

Norwegians fly til Aalborg bliver parkeret på Finger A sammen med selskabets øvrige fly.

Flyene til Rønne (DAT), Karup (DAT) og Sønderborg (Alsie Express) vil blive parkeret på A7, A9 & A11. Den nye rute til Esbjerg (ES-Air) bliver også parkeret på standpladser på Finger A

Hos SAS er der tilfredshed: ”Den centrale placering sammen med vores øvrige fly gør, at gates kommer tættere på passagererne end nogensinde. For de fleste frekvente rejsende med SAS, som kommer til og fra København med metro, tog, bus og taxa, vil turen gennem Security og ud til gaten kunne foretages på kort tid – via SAS Fast Track, der gør at man så at sige træder lige ind i Security fra perronen,” siger Lars W. Andersen, direktør for Public Affairs og infrastruktur i SAS.

Indenrigspassagererne får også mulighed for at bruge selvbetjenings-baggage drop og lounge i Terminal 3, som gør rejsen mere enkel og smidig. Og så vil alle indenrigspassagerers bagage fast blive udleveret på bånd 5, som er tættest på udgangen.

Hos Alsie Express hilses den kommende parkering på A7, A9 og A11, velkommen: ”Parkeringen giver f.eks. vores passagerer mulighed for at sidde i CPH Apartment loungen og vente tæt på gaten. Rent faktisk kan de ud af vinduet se, når flyet kører til gate,” siger Henrik Therkelsen, CEO, Alsie Express.