Home Nyheder Ikke ulovligt at give statsgaranti til Øresundsbron

Ikke ulovligt at give statsgaranti til Øresundsbron

0
SHARE

øresundsbronEU-Kommissionen har afvist en klage fra rederierne Stena Line og Scandlines om ulovlig statsstøtte til Øresundsbron. Rederierne mener, at støtten forvrider konkurrencen, men det har EU-Kommissionen nu underkendt.

”Øresundsforbindelsen har mindsket rejsetiden væsentligt og bidraget til regional integration mellem Danmark og Sverige”, siger Joaquín Almunia, EUs konkurrencekommissær, i en kommentar.

”Fordelene ved dette infrastrukturprojekt opvejer klart enhver potentiel konkurrencefordrejning som følge af støtten”, tilføjer han, som snart afløses af Margrethe Vestager.

Klagen blev indgivet i 2013, og gik dels på dansk og svensk statsstøtte til byggeri og drift, dels på en række forskellige skattefordele.

Kommissionen er nået frem til, at der faktisk var tale om statsstøtte, da støtten ’gav en selektiv fordel til forbindelsen’, men at tiltagene var nødvendige for, at projektet kunne gennemføres, skriver ekstrabladet.dk.

En anden del af klagen gik på statsstøtte til adgangsveje og jernbaneforbindelser på begge sider af Øresund, men her er kommissionen nået frem til, at der ikke var tale om statsstøtte, som EUs regler definerer den.

”Forbindelserne er en integreret del af det offentlige transportnet i Danmark og Sverige. Offentlig finansiering af generel infrastruktur kan hverken fordreje konkurrencen eller påvirke handlen mellem medlemslandene”, hedder det i afgørelsen.

Scandlines Øresund er meget uenig i afgørelsen. Rederiet mener, at afgørelsen er politisk og agter at føre sagen videre ved EU-Domstolen, fortæller Henrik Rørbæk, direktør for Scandlines Øresund, som er ejet af Stena Line og Scandlines i fællesskab og sejler på Helsingør-Helsingborg.