Ikke en krone til kroerne

kongekrone_nymFolketinget har afvist et forslag om at give de kongeligt privilegerede kroer ret til at anvende den lukkede krone.

Det var Dansk Folkeparti, Venstre og De Konservative, der havde fremsat et beslutningsforslag: “Folketinget pålægger regeringen at sikre, at de kongeligt privilegerede kroer fortsat skal kunne anvende den lukkede kongekrone i deres logo, på deres bygninger, brevpapir, hjemmesider m.v.”

Men kun de nævnte partier bakkede op, selv om flere kulturordførere i de seneste uger har givet udtryk for, at de finder det helt ude af proportioner, at Rigsarkivet på statens vegne kræver kronerne fjernet, skriver Jyllands-Posten.

Enhedslistens kulturudfører Jørgen Arboe-Bæhr har tidligere til Jyllands-Posten sagt: ”Jeg synes, at Rigsarkivet skal stikke piben ind. Kroen er en del af vores kulturarv, og de vil ikke misbruge statens varemærke. Hvis det bliver nødvendigt, så skal vi ændre straffeloven, så kroerne også i fremtiden kan bruge deres lukkede krone. For mig at se, så handler det jo om kroernes ytringsfrihed, og det vil jeg forsvare.”

Den socialdemokratiske kulturordfører Troels Ravn har til Jyllands-Posten blandt andet sagt: “Jeg er enig med kroejerne, historikere og andre i, at det er et stykke væsentligt dansk kulturarv, der bør værnes om.”

Til TV2 Nordjylland sagde formanden for kulturudvalget Flemming Møller Mortensen i april, at han “bakker op om forslaget.”, men da beslutningsforslaget i går var til afstemning fik det ingen opbakning af hverken Enhedslisten eller Socialdemokraterne.