IC4 og IC2 giver DSB et stort underskud

dsb_ic4_tog_orange_togplan_rejse_tilbud_broDSB nedskriver værdien af sine IC2 og IC4 togsæt, fordi de ikke kan leve op til de krav, der stilles. Selskabet kom ud af første halvår 2016 med et underskud på 447 millioner kroner.

Det dårlige resultat skyldes først og fremmest nedskrivning af værdien af IC2 og IC4 på 673 millioner kroner.

23 IC2 togsæt skal udfases med omgående virkning, og fem IC4 togsæt bliver også nedskrevet, fordi de ikke kan leve op til kravene om stabilitet.

Ser man bort fra nedskrivningen, ender DSB med et resultat før skat på 195 millioner kroner. Det er knap 191 millioner kroner lavere end for samme periode sidste år, fordi DSB modtager færre penge fra staten for at opfylde trafikkontrakten.

Regnskabet viser også, at det har knebet med den rettidighed, som er aftalt. For fjern- og regionaltog kom kun 72,7% af sted til tiden. Forsinkelserne skyldtes forhold, som DSB ikke har indflydelse på, bl.a. sporarbejder på Østfyn og grænsekontrol i togene fra Tyskland og til Sverige.

Hvis man renser tallene for de forhold, ender rettidigheden på 91,9%, hvilket er lidt under det aftalte niveau på 93,8%.

DSBs gæld er nedbragt med 575 millioner kroner, og det er medvirkende til, at bestyrelsen godkender en bestilling af 26 el-lokomotiver, som forventes taget i brug i 2020.