Husk pas på turen til Sverige

Foto: News Øresund.

Foto: News Øresund.

Fra klokken 12 i dag skal rejsende til Sverige kunne legitimere sig med pas eller identifikationskort på grund af svenskernes midlertidige grænsekontrol.

”Når man kommer til Sverige, er forskellen den, at man skal registrere sig for at komme ind. Både hvis man er flygtning til Sverige eller en af de danskere, der skal over broen”, siger Morten Rud Pedersen, direktør for konsulentfirmaet Rud Pedersen Public Affairs.

Grænsekontrollen forventes at skabe kø, men for togtrafikken vil DSB ikke udtale sig foreløbig: “Det værste scenarie ville være, hvis DSB Øresund skal give navnene på alle passagerer til de svenske myndigheder inden afgang. Det ville være helt katastrofalt,” siger Michael Randropp, pendlertalsmand på Kystbanen.

Ifølge svenske medier er der foreløbig tale om stikprøver i grænsekontrollen, skriver dr.dk. Det ventes, at den svenske grænsekontrol vil stå på i 10 dage.