Hotel skifter direktør

Peter Borup.

Peter Borup.

Efter et halvt år på posten opsagde direktøren for Gentofte Hotel i Arp-Hansen Hotelgruppen sin stilling og vendte hjem til Sverige. Veteran fra hotelgruppen overtager direktørjobbet – og er dermed i spidsen for 3 af gruppens 12 hoteller. Det 13. hotel åbner næste sommer.

Peter Borup er fra slutningen af denne måned ny direktør for Gentofte Hotel. Han er i forvejen direktør for Copenhagen Strand og Hotel Opera. Han kom til Arp-Hansen, da hotelgruppen for 11 år siden overtog Hotel Imperial ved Vesterport Station.

”Peter Borup har med stor professionalisme udfyldt direktørrollen for en række af den københavnske gruppes hoteller,” oplyser hotelgruppen.

Arp-Hansen Hotel Group har ejet og drevet Gentofte Hotel siden 1960 – og det var gruppens første hotel. I starten af april i år blev 44-årige Johan Åséll ny direktør for Gentofte Hotel – efter 11 år som direktør for en række Scandic-hoteller i hovedstadsområdet.

”Men svenske Johan Åséll savnede Sverige, så han sagde sit job op og er vendt tilbage til Sverige, hvor han er direktør for et hotel i Malmø,” siger Arp-Hansens koncernchef, Dorte Krak.

Johan Åséll afløste Jacob Brammer som direktør for Gentofte Hotel, da han var blevet ny direktør for Scandic-hotellet Front tæt på Nyhavn.

Arp-Hansen Hotel Group består af 12 hoteller i København: Phoenix Copenhagen, 71 Nyhavn Hotel, Imperial Hotel, Grand Hotel, The Square, Tivoli Hotel, Copenhagen Island, Copenhagen Strand, Hotel Opera, Gentofte Hotel og de to Wakeup Copenhagen Hotels. Arp-Hansen Hotel Group har i alt 3.187 værelser i København, og dermed over 20 pct. af hovedstadens hotelkapacitet.

Arp-Hansen opfører i denne tid endnu et tematiseret Tivoli-hotel ved siden af Tivoli Hotel & Congress Center. Dette nye 12-etagers hotel til en halv milliard kr. får 288 værelser og forventes klar til næste sommer.