Hotel- og restaurantkrise bider sig fast

Reelt ser det endnu værre ud for den danske hotel- og restaurantbranche netop nu end på noget andet tidspunkt under krisen, fremgår det af analysen fra Horesta, skriver business.dk.

 

Indtil nu har flertallet af hoteller og restauranter i år haft lavere omsætning og færre gæster end i 2009 og gæsterne er mere sparsommelige end tidligere.

 

51% af de 299 virksomheder, der er med i analysen, melder om faldende omsætning i årets første fem måneder sammenlignet med de tilsvarende måneder sidste år, mens kun 30% kan melde om øget omsætning. Næsten 40% vurderer, at kunderne bruger mindre, end de gjorde sidste år, mens godt 5% mener, de bruger lidt mere.

 

Horestas adm. direktør Lone Njor finder situationen ’særdeles alvorlig’ og mener, det er svært at drive en fornuftig forretning i branchen, hvor krisen fortsat har et fast greb, trods positive takter i andre brancher.

 

Ifølge Lise Lyck, der er leder af Center for Turisme og Kultur på Handelshøjskolen i København, er der lang vej endnu til slutningen på krisen for turismeerhvervene. Hun gør opmærksom på, at det er de billigerestauranter, der klarer sig bedst, mens de fine restauranter har det hårdt.

Skrevet af Flemming Juul