Hotel Marienlyst på kanten af konkurs

hotel-marienlystMarienlyst A/S er taget under rekonstruktion ved Skifteretten i Helsingør, hvilket er skridtet inden konkursbegæring.

Ifølge Frederiksborg Amts Avis betyder rekonstruktionen, at en rekonstruktør i form af en advokat vil forsøge at finde en ordning med kreditorerne, mens virksomheden kører videre, skriver epn.dk.

Marienlyst A/S adm. direktør Ulrik Finnemann bekræfter rekonstruktionen og siger, at årsagen til det drastiske skridt er stormfloden, som ramte hotellets bygninger dagen efter stormen Bodil i december.

”Vores nettoomkostninger som følge af stormfloden løber op i et tocifret millionbeløb”, oplyser han.

Rekonstruktionen får kun indflydelse for selve hotellet, da kasinoet drives gennem et andet selskab – med samme ejer. I et brev til kreditorerne oplyses, at alle medarbejdere fortsat får deres løn.

Hotellet har kørt med årlige millionunderskud og blev også i 2011 ramt af oversvømmelser. Driftstab på grund af stormflod dækkes ikke af Stormrådet.