Home Nyheder Hotel får atter international pris og nyt kvalitetsstempel

Hotel får atter international pris og nyt kvalitetsstempel

0
SHARE

Crowne Plaza Copenhagen Towers i Ørestad modtager særlig pris fra hotelkæden, det er medlem af – og får endnu en ISO-certificering.

Siden indvielsen i 2009 har det 4-stjernede Crowne Plaza-hotel modtaget en stribe priser og anerkendelser for bl.a. sit arbejde med bæredygtighed. Nu er endnu en pris i hus. I konkurrence med 4.400 hoteller verden over har hotellet i Ørestad modtaget pris for sin seneste markedsføringskampagne, hvis resultater overgik egne forventninger.

Crowne Plaza i Ørestad er en del af verdens største hotelkæde IHG, International Hotel Group, med over 4.400 hoteller i 100 lande. Det er netop IHG, der har tildelt Crowne Plaza Copenhagen pris for hotellets kampagne, Business Just Got Personal. Prisen er samtidig en anerkendelse af hotellets evne til at bruge de digitale platforme til at løfte kendskabet til hotellet.

Kampagnens målgruppe er business-segmentet. Budskabet blev delt på film, trykt reklame, online bannere og kampagnehjemmesider. Kampagnerne blev vist i SAS lounges og i in-flight magasinerne Scanorama og Portfolio i Finland, Norge, Sverige, Danmark, Storbritannien, Frankrig og Belgien.

Hotellets adm. direktør, Allan L. Agerholm: ”Kampagnen gav en stigning i kendskabsgraden på over 40 pct. i de europæiske markeder under kampagnens løbetid. Det kan bl.a. aflæses på vores website i søgningen efter de produkter, kampagnen handler om.”

Ved prisuddelingen var der også stor ros til Martin Roulund Jakobsen, hotellets direktør for marketing og sociale medier – og kampagnens primus motor. Han fik ros for en kampagne, der blev betegnet som målrettet, dygtigt eksekveret og rettet mod en veldefineret målgruppe.

Crowne Plaza-hotellet med 366 værelser har i øvrigt netop som det første i verden fået papir på, at hotellet drives med fokus på virksomhedens samfundsansvar.

Hotellet har netop gennemført certificeringen DS 49001 – en CSR-certificering, som bygger på de anerkendte ISO-standarder. I praksis betyder det, at hotellet på alle væsentlige områder drives efter de højeste miljø-, arbejdsmiljø og kvalitetsstandarder med stort fokus på samfundsansvar, oplyser hotellet.

”Der er alt for meget snak og alt for lidt handling, når danske virksomheder arbejder med samfundsansvar. Alt for ofte er virksomhedernes arbejde med samfundsansvar – eller CSR-arbejde – en rapporteringsproces som udmønter sig i hensigtserklæringer og skåltaler. Vi ville gå forrest og med DS 49001 processen sikre, at vores daglige arbejde med miljø- og samfundsansvar er forankret i hele organisationen,” siger hoteldirektør Allan Agerholm.

”Crowne Plaza er en af de arbejdspladser, der tager personalepleje alvorligt. Som fagforening er det vigtigt, at reducere nedslidningen af vores medarbejdere,” siger gruppeformand Tina Møller Madsen fra 3F.

Stadig flere af hotellets kunder ønsker dokumentation for, hvordan hotellet arbejder med miljø- og samfundsansvar.

Crowne Plaza i Ørestad var det første danske hotel som tilsluttede sig UN Global Compact, og det første hotel i verden, der har en DS 49001 certificering, oplyser hotellet.

Der findes 366 Crowne Plaza-hoteller rundt om i verden, og yderligere 96 hoteller er på vej.