Hotel Ebeltoft Strand bygger om

ebeltoft-strandEbeltoft er i høj grad en turistby med høj aktivitet i sommermånederne og en stille vinter efterfølgende. Det må Hotel Ebeltoft Strand nu tage konsekvensen af.

Der er for lidt aktivitet i vinterperioden, og derfor skal der f.eks. ikke længere være døgnbemandet på hotellet. Ej heller vil der være åbent i hotellets restaurant i vinterhalvåret efter 1. november, fortæller hotelchef Lillian Lenbroch.

Hotellet vil modernisere alle 36 værelser. De vil blandt andet sørge for, at der i fremtiden vil være flere senge i værelserne til de større familier, og så skal gæsterne selv kunne lave mad på deres værelser i nye små køkkener.

Hotelchef Lillian Lenbroch forklarer, at mange af hotellets gæster er norske familier med børn. Det er hotellet ikke indrettet til.

Hun fortæller også, at de i de seneste år har oplevet en fremgang i antal selskaber, og det er især på dette område, hotellet vil satse på fremgang.

Det vil stadig være muligt at overnatte i ombygningsperioden den kommende vinter.