Horesta vil ha’ styr på Airbnb

Katia K. Østergaard.

Katia K. Østergaard.

Airbnb, der formidler ferieboligudlejning mellem private, bør pålægges de samme krav som hotellerne. Den bør blandt andet indberette udlejernes indkomst til Skat og registrere antallet af overnatninger, mener Horesta.

”Det foregår på fuldstændigt erhvervslignende vilkår. Derfor bør man se på, hvordan markedet skal reguleres. Hverken i forhold til leje- eller skattelov har man tænkt på Airbnb eller idéen om deleøkonomi. Når samfunds- og markedsudviklingen overhaler lovgivningen, bør loven ændres”, siger Horestas direktør, Katia K. Østergaard, der kalder Airbnb ’konkurrenceforvridende’.

Airbnb og for eksempel taxa-tjenesten Uber, er aktuelle eksempler på, at nye forretningsmodeller på kort tid forstyrrer de etablerede brancher. I New York og Barcelona beskylder hotellerne tjenesten for at bryde lokale skatte- og lejelove, skriver finans.dk.

Der er ingen dokumentation for, at Airbnb stjæler gæster fra hotellerne, som sidste år havde rekordmange overnatninger, men Airbnb har nået et omfang, der kræver regulering, mener Katia K. Østergaard:

”Airbnb bør have både et kontrol- og registreringsansvar ligesom hotellerne. Vi efterlyser, at man skal indberette de indtægter, man har”.

Airbnb forbereder sig på lovgivningsmæssige indgreb og søger en lobbyist til bl.a. det danske marked.

Nordisk landechef Even Heggernes fastholder, at Airbnb ikke er det samme som hoteldrift, og siger, at Airbnb aktivt arbejder for at ændre den ’forældede’ lovgivning: ”Vores udfordring er, at lovgivningen er uklar. I Danmark er der regler for virksomheder og for lejere. Men der er ingenting for dem, der starter en micro-business, ved at udleje sin bil eller sin lejlighed”.