Home Nyheder Hollywood-hit får premiere i Tivoli

Hollywood-hit får premiere i Tivoli

0
SHARE
Foto: Agnete Schlichtkrull
Foto: Agnete Schlichtkrull

Den tredje mest indtjenende julefilm nogensinde blev omsat til musical, der fik succes på Broadway og West End. Tivoli har sikret sig rettighederne til ELF, som bygger på filmen af samme navn fra 2003.

Det bliver første gang, at ELF opføres uden for USA og UK og Tivoli har fået lov at omskrive historien, så handlingen foregår i København. På plakaten er bl.a. Christiane Schaumburg-Müller, Pelle Emil Hebsgaard, Tommy Kenter, Julie Steincke, Camilla Bendix og Niels Ellegaard. Der er gallapremiere den 23. november 2017 i Tivolis Koncertsal. Musikken fremføres af Tivolis Musical Big Band med kapelmester Peter Jensen.

Underdirektør for Kultur i Tivoli, Nikolaj Koppel: ”Det bliver en af de helt store musicalproduktioner i Koncertsalen. Jeg har set ELF flere gange, og forestillingen appellerer til både familier og dem, for hvem filmen med Will Ferrell er blevet kult og juletradition. Vi skal vi finde et nyt musicaltalent til rollen som Buddys lillebror via en åben audition.”

ELF er historien om et forældreløst barn, som falder ned i Julemandens sæk og ender på Nordpolen. Her bliver han opdraget som en alf, men det bliver tydeligt, at han i virkeligheden er et menneske. Da Julemanden fortæller ham sandheden, bliver han sendt til København for at finde sin rigtige far. Han møder et moderne samfund, som har alt for travlt til at tro på Julemanden. Faderen er en kold forretningsmand, som ikke er interesseret i en ny søn. Undervejs ender han i en juleudstilling i et stormagasin, hvor han møder Jovie, som han bliver forelsket i.

I 2017 inviteres til åben casting på rollen som halvlillebror. Han er cirka 12 år gammel og er mærket af faderens kyniske tilgang til livet. Han finder sin nye storebrors begejstring for julen smittende. Information om casting-processen følger.