Historisk år i Aalborg Lufthavn

Trafiktallene for 2016 er gjort op, og det har været et år fyldt med rekorder. 2016 blev det bedste år i lufthavnens historie med over 1.5 millioner passagerer.

I 2008 kunne Aalborg Lufthavn fejre 1.000.000 passagerer på ét år. Siden er antallet af direkte rejsemål gået fra 13 til over 40. Aalborg Lufthavn har udviklet sig til en ekspansiv international lufthavn. I 2016 blev en ny milepæl nået, da antallet af rejsende på ét år nåede 1.500.000.

Rekorden er på 1.520.987 passagerer og resulterede i en vækst på 4,4%. Det skyldes en kontinuerlig stærk udvikling i chartertrafik og en massiv fremgang i indenrigstrafikken i alle årets måneder. Det er derfor tydeligt, at Danmarks største indenrigsrute for alvor har fundet fodfæste igen.

”Fjorten måneder i træk har indenrigstrafikken mellem Aalborg og København vist fremgang. Det har givet ekstraordinær vækst i indenrigstrafikken, hvor SAS og Norwegian konkurrerer på prisen. En undersøgelse viser også, at 40% af dem, der rejser fra Aalborg til København, tager turen videre ud i verden. Oveni dette er danskernes rejselyst upåvirket stigende, som det kan ses på det høje antal charterrejsende”, siger direktør Søren Svendsen.

Aalborg Lufthavn har en god position som en international lufthavn. Den største udenrigsrute er Aalborg-Amsterdam med AirFrance/KLM, hvis popularitet resulterede i en fjerde daglig afgang fra ultimo marts 2016. Derudover har stigende efterspørgsel på spanske destinationer fået Norwegian til at gøre Alicante til helårsrute og øge antal afgange til Malaga. Denne udvikling fortsætter i det nye år, da Primera Air skruer markant op for afgange til Malaga og Mallorca.

2016 har også budt på udfordringer, da Lufthansa og Turkish Airlines har lukket deres ruter til henholdsvis Frankfurt og Istanbul.

”Det er selvfølgelig et tab for Aalborg Lufthavn, at interne udfordringer i flyselskaberne har forårsaget rutelukninger verden over. Det skete til trods for en god belægningsprocent for begge selskaber, hvorfor vi forventeligt går ud af 2016 med tilbagegang på udenrigsområdet. En positiv faktor har dog været et stigende antal rejsende til spanske destinationer – og dertil giver bl.a. SAS kommende seks ugentlige afgange til Oslo store forventninger”, siger Søren Svendsen.

2016 bød på 10 rekorder. Otte månedsrekorder, største måned nogensinde og selvfølgelig det største år i lufthavnens historie.

Chartertrafikken voksede mest i 2016, idet 266.602 passagerer rejste på charterferie mod 236.241 i 2015 – en stigning på 12,9%.

Indenrigstrafikken gik frem med 8,8%, da 815.374 passagerer rejste til og fra lufthavnen i 2015 mod 886.818 i 2016.

Der er en tilbagegang i udenrigstrafikken på 9,2% i forhold til 2015. 367.567 fløj til og fra Aalborg lufthavn i 2016 mod 404.881 året før.

Samlet er der en passagervækst på 4,4% med 1.520.987 rejsende i 2016 mod 1.456.496 i 2015.