HCA Airport som internationalt drone-center

droneRegeringen vil støtte HCA Airport som en international hub for test og udvikling for at skabe en motor for den danske droneindustri.

Det sker som led i Danmarks første nationale strategi for civile droner, der i dag bliver offentliggjort af Uddannelses- og Forskningsminister Ulla Tørnæs og Transport- og Bygningsminister Hans Christian Schmidt.

Strategien udpeger indsatsområder, der skal gøre Danmark til foregangsland og skabe de bedste rammer for, at civile droner kan udvikle sig.

Som indsatsområde har man nedsat en task force med opgaven at udvikle HCA Airport til Danmarks første dronelufthavn med fortsat mulighed for anden flytrafik. Først når arbejdet er gennemført med anbefalinger, er det muligt at vurdere overgangen til en egentlig dronelufthavn. I den mellemliggende periode vil HCA Airports fortsat fokusere på droner og almindelig flytrafik.

”Jeg vil rose Regeringen for, at den afsætter en retning for det, der kan blive et nyt erhvervseventyr. HCA Airport kan nu arbejde videre med at udvikle et testcenter af international kaliber og være med til at drive udviklingen på droneområdet. I dag er der over 2.000 ansatte i robotvirksomheder i Odense – og den samme udvikling kan skabes omkring droner,” siger Anker Boye, borgmester i Odense, ejer af HCA Airport.

Nordfyns Kommune, den anden ejer af HCA Airport, ser den nye strategi som job- og vækstskabende.

“Droneområdet er i rivende udvikling, og jeg er glad for, at vi har fået en lov på droneområdet. Hermed lagde vi grundlag for vækst og arbejdspladser på dette felt. Det er min målsætning, at Danmark fortsat skal være førende på droneområdet og det er en af grundene til, at regeringen ønsker, at HCA Airport skal være en international dronelufthavn,” siger Transport- og Bygningsministeren.

”Baseret på vores luftfartskompetencer valgte Scandinavian Avionics at etablere sig i HCA Airport med det formål at lægge vores aktiviteter for droner, hvor udviklingsmulighederne er størst. Den nationale dronestrategi har enorm betydning for vores mulighed for at udvikle forretningen og tiltrække den rigtige arbejdskraft”, siger Søren Petersen fra Scandinavian Avionics

Siden Boeing udførte de første testflyvninger med droner i HCA Airport, har Odense ikke set sig tilbage med at opbygge drone-aktiviteter. Syddansk Universitet har valgt droner som et nøgleområde, og med bevillingen fra puljen til forskningsinfrastruktur til projektet ’UAS-ability’, vil SDU samlet investere over 27 millioner kroner. til bl.a. at opbygge integrations- og kompositlaboratorier, 3D Radar m.m. i HCA Airport.