Hårde krav til Qatars personale

qatar_airways_crew__915291yHos Qatar Airways skal ansatte bede om lov til at fri til kæresten og må forvente en fyreseddel, hvis de bliver gravide. Det fremgår af ansættelseskontrakter, som Politiken er i besiddelse af.

Qatar Airways, der har 19.000 ansatte, kræver for eksempel, at de flyansatte fortæller selskabet, hvis de bliver gravide, samme dag som de selv finder ud af det. Herefter har chefen ret til at fyre personen med øjeblikkeligt varsel. Og vil man fri til sin kæreste, skal man først bede chefen om lov, fremgår det ligeledes af kontrakterne.

Derfor har den internationale transportarbejderorganisation ITF meldt Qatar Airways til ILO, FNs faglige organisation for arbejdsmarkedsspørgsmål: ”Det er nogle af de værste arbejdsforhold, vi har set. Flere ansatte har desuden fortalt, at de fra kl. 2 om natten til kl. 7 om morgenen ifølge firmapolitikken skal befinde sig i deres lejlighed”, siger Gabriel Mocho fra ITFs flyafdeling.

Ifølge ITF skal kabinepersonale og co-piloter bo i et af Qatar Airways lejlighedskomplekser i Doha. Kun kaptajner får lov til selv at finde en bolig. ITF fortæller også, at de ansattes lejligheder kan få uventet besøg for at tjekke, om de forbryder sig mod reglerne– herunder om de har alkohol eller levende lys på værelset.

I en e-mail til Politiken afviser vicepræsident for kundeforhold i Qatar Airways, Rossen Dimitrov, anklagerne om, at flyansatte skal bede om lov til at blive gift. Han skriver dog, at det er korrekt, at kabinepersonalet af sundheds- og sikkerhedsmæssige årsager skal give besked om graviditet, men tilføjer: ”Kabinepersonale, der ikke kan flyve pga. graviditet, eller som af en anden grund er ude af stand til at varetage deres job i luften, bliver hjulpet med at finde et passende job på landjorden”.

To tidligere ansatte bekræfter, at man skulle bede om lov til at blive gift, og den ene fortæller, hvordan en kinesisk chefstewardesse med fire års ansættelse fik tilladelse, mens en filippinsk stewardesse med tre år i Qatar Airways fik afslag.

Trine Christensen, vicegeneralsekretær i Amnesty Danmark: ”Hvis ansættelseskontrakten og ITFs sagsanlæg tegner et korrekt billede, er det jo i strid med helt grundlæggende menneskerettigheder”.