Hæder til Kulusuk Lufthavn

SONY DSC

I Kulusuk er lufthavnens personale gode til at indsamle information om de rejsende. 80% af de rejsende har oplyst om bopæl, og det er vigtigt for Grønlands Statistik og Visit Greenland. Lufthavnen hædres af Visit Greenland med diplom og en kurv til kaffestuen.

De grønlandske lufthavnes data om de rejsendes hjemland sendes til Grønlands Statistik, som offentliggør dem som en del af turismestatistikkerne. Hos Visit Greenland bruges de som et pejlemærke for, hvordan turismen udvikler sig.

”Solide data om de forskellige markeder er helt centralt for prioriteringen af ressourcer til markedsføring og planlægning af indsatser fremover,” siger Anders la Cour Vahl, souschef i Visit Greenland og projektleder for registreringsprojektet.

Alle Mittarfeqarfiits lufthavne med internationale afgange har som en del af det daglige arbejde under check-in, registreret så mange flyrejsende som muligt.

Tallene er endnu ikke færdigbehandlet, men de giver allerede et repræsentativt billede af, hvor de rejsende i Grønland kommer fra, lyder det fra Visit Greenland.

“Det har overrasket os positivt at andelen af rejsende fra andre lande end Grønland og Danmark er vokset fra 29% i juli 2014 til 40% i juli 2015. Det er en markant vækst samtidigt med, at alt nu tyder på, at 2015 bliver et rekordår for passagerer til Grønland,” slutter Anders La Cour.