Øget interesse for fleksible rejser

Desuden er vi i stigende grad interesserede i rejseoplevelser, hvor unikke specialister og eksperter er rejseledere. Rejser, som kun gennemføres én gang.

 

”De fleste vil stadigvæk på badeferie på årets ferie, men flere par og familier vil have en helt enestående rejse, som ingen andre i vennekredsen har været på. Dels ser vi en kraftig stigning i de fleksible rejser, hvor kunden og en rejsekonsulent sammensætter rejser på tværs af flere kontinenter. Dels ser vi en kraftig øgning i interessen for unikke rundrejser med specialister eller eksperter. Interessen for de produkter er fordoblet på bare et år”, konstaterer Rikke Koks Andreassen fra Apollo.

 

De fleksible rejser ligger typisk i den dyre ende og kan koste 50.000 – 100.000 kr. pr. person. I de tilfælde er der tale om længerevarende rejser over store afstande og til flere forskellige lande, måske med krydstogt indbygget, business class på fly, eller meget særlige hoteller.

 

Hvad gælder unikke rundrejser med specialister eller eksperter som rundrejseledere er det især livsnyderture til Italien og kulturelle rundrejser til helt specielle områder, som danskerne vil på.

 

”Myanmar, Indien, Cuba, Israel og Jordan ryger ind på en top-fem for den kommende vinter. Helt enestående er det, at Myanmar er det mest populære rundrejseland for danskerne, og man kan konkludere, at danskerne på de store rejser vil have første parket til den internationale historieskrivning. Vi ser også gode tendenser på de dyre rundrejser til Australien og New Zealand, som varer cirka tre uger hver. Slutteligt konstaterer vi med glæde, at Thailand og Egypten igen efterspørges som rundrejselande efter nogle sæsoner med tilbageholdenhed”, slutter Rikke Koks Andreassen.

Skrevet af Flemming Juul