Gamle tog på nye skinner

(Foto: René Strandbygaard © DSB)

DSB bliver nødt til at indsætte diesellokomotiver på Danmarks nye højhastighedsbane, der åbner i december 2018, skriver DR Sjælland.

Selv om banen bygges til hastigheder på op til 250 km/t, så venter DSB stadig på afløserne for de dieseldrevne ME-lokomotiver, da de 26 nye el-lokomotiver, som DSB har bestilt tidligst kommer i 2020.

Derfor bliver det diesellokomotiver, der skal trække de dobbeltdækkertog, som skal betjene den sjællandske regionaltrafik, oplyser DSBs trafikinformationschef Tony Bispeskov.

”Det bliver dobbeltdækkerne, der vil udgøre grundstammen i regionaltrafikken. Der kommer også IC3 og måske IC4 på strækningen, men primært dobbeltdækkere”, siger Tony Bispeskov til DR Sjælland.

”Med den nye strækning kan vi køre på flere spor og det, der nu tager én time fra Næstved til København, kan med den nye bane klares på 46 minutter”.

Pendlere fra Ringsted kan opnå en tidsbesparelse på syv minutter og fra Haslev 11 minutter.

Først når Ringsted-Femern banen er færdig vil passagerer på det sydlige Sjælland, Lolland og Falster få fuld effekt af arbejdet. Den 120 kilometer lange banestrækning forventes elektrificeret i 2024.