Fremgang for Københavns Lufthavne A/S

 

Lufthavnen omsatte for 4.422 millioner kroner i 2016 mod 4.062 millioner i 2015. Driftsresultatet før af- og nedskrivninger steg til 2.505 millioner kroner fra 2.259 millioner.

Driftsresultatet før renter og skat (EBIT) blev på 1.799 millioner kroner. mod 1.584 millioner i 2015, skriver business.dk.

Overskuddet før skat lyder på 1.620 millioner kroner og efter skat på 1.259 millioner mod henholdsvis 1.404 og 1.086 millioner kroner i 2015.

Væksten henføres af lufthavnen primært til stigning i passagertallet på 9,1%.

”CPH forventer, at investeringerne vil stige i 2017 for at imødekomme en høj passagervækst. Investeringer omfatter færdiggørelse af udbygningen af sikkerhedskontrollen, kapacitetsudvidelser til store fly, etablering af en ny Finger E, der skal håndtere den interkontinentale vækst og udvidelse af Terminal 2 airside. Dertil kommer ikke-aeronautiske investeringer”, hedder det i regnskabet.

For 2017 venter lufthavnen fremgang på bundlinjen, da der sigtes mod et driftsresultat højere end i 2016 – når der tages højde for “særlige forhold” – samt et resultat før skat på 1.600-1.700 millioner kroner.