Fra kateder til komiker og Harlekinprisen

Leif og Jonna Maibom flankerer prisens stifter Ernst Trillingsgaard.

Modtageren af Harlekinprisen 2017, indstiftet af direktør Ernst Trillingsgaard fra Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC), er Leif Maibom, kendt som revyforfatter, skuespiller, instruktør, direktør, sangskriver og klummeskribent.

”Ja, jeg håber da, det her kommer til at gå bedre end Oscaruddelingen, så der ikke står Flemming Krøll på Harlekinprisen”, sagde prismodtageren inden overrækkelsen.

Herefter fortalte Leif Maibom om hans og hustruen Jonnas tur fra katederet til humorens verden. Begge er uddannede lærere, men skiftede kateder i Sønderjylland ud med revyens verden og åbner til sommer 36. sæson af deres succesrige Sønderborgrevy. Ud over egen revy har Leif Maiboms karriere bragt ham forbi mange andre danske revyer blandt andre Aalborg Vinterrevy, hvor han har medvirket fem gange og mange gange som tekstforfatter.

Harlekin Prisen tildeles en dansk skuespiller, som har tilført skuespillerkunsten et væsentligt bidrag via sit årelange engagement eller nytænkende skuespilkunst, og som har været en levende ambassadør for faget. Prisen består af 15.000 kroner samt en Harlekinskulptur i glas udført af glaskunstner Lisbet Lange fra Aalborg.

Tidligere er Harlekin Prisen tildelt Frits Helmuth (2003), Lisbet Dahl (2004), Ulf Pilgaard (2005), Søren Østergaard (2006), Kurt Ravn (2007), Niels Olsen (2008), Malene Schwartz (2009), Susse Wold (2010), Ghita Nørby (2011), Tommy Kenter (2012), Per Pallesen (2013), Flemming Jensen (2014), Henrik Lykkegaard (2015), Ole Thestrup (2016) og Leif Maibom (2017)