Fornem afsked med Ernst Trillingsgaard

Familien Trillingsgaard tog mod hilsener fra 900 fremmødte til receptionsfesten.

Direktør Ernst Trillingsgaard fra Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) sagde ved en festlig reception med 900 gæster farvel til gode kolleger og venner fra hele Danmark.

I mere end 50 år har han hentet kultur, møder og messer til huse først i 20 år som direktør i Holstebrohallen og siden 1985 som direktør i AKKC. Fra 1. maj overlader han styrepinden i AKKC til Nicolaj Holm.

Dagens reception var nærmest en stor underholdningseftermiddag med indslag af kunstnere, medarbejdere og lokale grupper. Også dronning Margrethe alias Ulf Pilgaard hyldede sin gamle ven, ligesom Lisbet Dahl havde sin elskede figur ’Humørbomben’ med, mens James Price styrede ikke-takten. Hele Cirkusrevyen havde lagt et daglangt stop ind i prøverne på Bakken inden premieren i maj. Også Henrik Lykkegaard, Niels Ellegaard, Flemming Jensen, Rasmus Krogsgaard, Vicki Berlin, Jan Schou, Henrik H. Lund, Torben Træsko Pedersen, og Pernille Schrøder optrådte for den afgående direktør.

Bestyrelsesformand for AKKC, Peter Rindebæk takkede for den enorme indsats, der gennem mere end tre årtier har gjort huset til en væsentlig spiller både inden for kultur, møder og messer. Mens borgmester Thomas Kastrup-Larsen understregede, at Ernst Trillingsgaard ikke alene har skaffet store stjerner til byen. Han har været med til at opbygge nordjydernes selvforståelse af, at her tager man hænderne op af lommen, og så skal det nok lykkedes.

I sin takketale sagde Ernst Trillingsgaard, at for ham var humoren et bærende element i arbejdet. Uden den ingen entusiasme: ”Mit liv har været et eventyr, som selv ikke H. C. Andersen kunne have skrevet bedre”.