Fordomsramt rejsemål vinder frem

Costa del Sol har været fordommenes rejsemål og absolut ikke blandt danskernes favoritter. Sådan er det ikke mere! Der har aldrig været så mange fly til Malaga, som nu.

Fra februar starter Primera Air og Bravo Tours med at flyve til den spanske solkyst, og i forårsmånederne udvides med daglige afgange fra tre lufthavne.

”Det er uden sammenligning vores største sommerdestination. For nogle år siden dømte vi selv rejsemålet ude. Fordommene fyldte for meget. Men vi tog da grueligt fejl. Efter bare to år var efterspørgslen så stor, at vi satte den tilbage på programmet – og nu er den en af vores mest populære destinationer”, siger adm. direktør i Bravo Tours, Peder Hornshøj.

”I rejsebranchen går Costa del Sol ofte under navnet Costa del Golf. Der er aldrig langt til en af de over 50 golfbaner på kysten”, siger han.

”Man får meget for pengene, og så ligger alle Andalusiens oplevelser lige i baghaven. De gælder både Sevilla og fx Al Hambra, der er på Unescos verdensarvsliste”.

Bravo Tours åbner også tidligt op for de klassiske sommerdestinationer Mallorca og Tyrkiet.