Forbrugerrådet mistænker flybranchen

Fødepolitisk medarbejder i Forbrugerrådet, Camilla Udsen, er bange for, at frybranchen kan forfalde til at slække på kvaliteten af flymad pga. hård konkurrence.
„Der er utrolig meget konkurrence prismæssigt inden for flytrafik, og rent logistisk er det en udfordring at skulle servere flymad. Derfor kan man frygte, at der er en tendens til, at flyselskaberne vælger langtidsholdbare produkter, der er billige og nemme at håndtere,” siger Camilla Udsen.

Hos cateringfirmaet LSG Sky Chefs Danmark, der bl.a. leverer til SAS, siger adm. Direktør, Alexander Thies, at man ikke umiddelbart har tænkt sig at putte produktionsdato på maden.
„Vi lever fuldt ud op til lovgivningen om at trække en grænse. For 10 år siden skrev man ikke engang produktionsdato på mælken, og i dag skal man angive, hvis der er spor af nødder i maden. Det er for så vidt i orden, men hvor skal man stoppe?,” spørger han.

I modsætning til hos SAS er Sterlings mad mærket med produktionsdato, fortæller selskabets pressechef, Michael Hansen.
„De sandwich, vi sælger, er mærket med produktionsdato plus en udløbsdato, der ligger fire dage ude i fremtiden. Vi er i øjeblikket tilfredse med en holdbarhedsperiode på fire dage, men vi tester løbende vores mad, og hvis vi ikke synes, at den smager godt efter de fire dage, vil vi have en kortere holdbarhedsdato,” siger Michael Hansen.

(Børsen, d. 27. marts, 2008)

Skrevet af