For lidt personale ved ’de ydre grænser’

Flere tusinde fly er blevet forsinket i Europa den forløbne sommer fordi grænsekontrollerne er underbemandede, hæver flyselskabernes sammenslutning Airlines for Europe, A4E.

Lufthavne i Spanien, Frankrig, Italien, Belgien og Portugal har haft indrejsekøer på op til fire timer og antallet af forsinkelser er steget med 300%, oplyser A4E’s adm. direktør Thomas Reynaert.

Forsinkelserne er opstået, fordi EUs grænsekontroller er alvorligt underbemandede til at kunne leve op til de skærpede krav til indrejsekontrol og adskillige passagerer er kommet for sent til deres flyforbindelser.

Thomas Reynaert: “Især i højsæsonen oplever de flyrejsende lange køer og kan ikke nå deres flyforbindelser. Der er tale om køer på op til fire timer i for eksempel Madrid, Palma de Mallorca, Lissabon, Lyon, Paris-Orly, Milano og Bruxelless, hvor de rejsende har måttet vente i flere hundrede meter lange køer”.

“I visse lufthavne er flyforsinkelserne steget med op til 300% i forhold til sidste år. EUs medlemslande bør tage ansvar for ulemperne og gøre noget for at forbedre situationen, ved for eksempel at ansætte tilstrækkeligt mange kontrollanter”.

“A4E har forelagt den urimelige situation ved EUs ydre grænser for EU Kommissionen og har opfordret til en hurtig og effektiv løsning”.