Flyselskaber på vej ud af krisen

Udsigterne er lang bedre for det globale flymarked end det så ud for blot få måneder siden, siger IATAs generaldirektør Giovanni Bisignani.

Bedringen – som dog stadig efterlader flybranchen med røde tal på bundlinjen – er gode nyheder for både flybranchen og for den globale økonomi som helhed, for den viser, at international handel er på vej frem igen, mener han.

IATAs nye forventninger til 2010 lyder på samlede underskud på 2,8 milliarder dollar, hvilket svarer til halvdelen af de 5,6 milliarder, der var forventningen så sent som i december 2009.

Efterspørgslen på passagerflyene ventes at stige med 5,6% efter at være faldet med 2,9% i 2009. Selskabernes cabin factor nåede i januar op på 75,9% på grund af omfattende tilpasning af kapaciteten.

Også med hensyn til indtjeningen ventes der fremgang med en stigning i passagerflyvningens yield på to procent. Den stærkeste vækst ser IATA komme i Asien og Sydamerika, mens den vil være svagere i Europa og Nordamerika.

Skrevet af Flemming Juul