Flykaprer varetægtsfængslet

egypt-hijacked-plane-2Det er usikkert, hvad der helt præcist var årsagen til, at en 59-årig egypter i går kaprede et fly fra Alexandria til Cairo og fik det tvunget til at lande i Cypern.

Anklageren fortalte i retten i Larnaca, at den 58-årige egyptiske Seif al-Din Mohamed Mostafa risikerer at blive dømt for flykapring, kidnapning, hensynsløs og truende adfærd og overtrædelser af antiterrorloven.

Kapreren udtalte sig ikke i retten, men da han forlod retsbygningen efter at være varetægtsfængslet i otte dage, strakte han pegefinger og langemand op som et sejrstegn til de fremmødte journalister.

Mostafa, som har en cypriotisk ekskone, vil først under et senere retsmøde blive formelt sigtet, og først på det tidspunkt forventes han at skulle forholde sig til anklagerne.

Cypriotiske myndigheder har beskrevet ham som ’psykisk ustabil’ og afvist, at sagen er terrorrelateret. Han er anklaget for at tvinge det egyptiske indenrigsfly til at lande på Cypern ved at true med at detonere et selvmordsbælte, der dog senere viste sig ikke at være ægte.

Men kapringen var dyb alvor for gidslerne. Flere gange truede han med at udløse sit selvmordsbælte, indtil han opgav efter seks timer, da det blev klart for ham, at han ikke kunne komme videre, fordi en af piloterne var flygtet ud gennem et cockpit-vindue.

Forinden var størstedelen af gidslerne, hvor flere var udlændinge, blevet frigivet.