Flere ruter mellem Helsinki og Kina

Helsinki Lufthavns rolle som hub mellem Europa og Asien bliver yderligere forstærket, når Lucky Air starter sine flyvninger i vinteren 2018.

Den nye rute med Lucky Air bringer endnu to kinesiske byer inden for kort rækkevidde fra Helsinki. Der er tale om en trekant-rute, som udgår i Kunming og fortsætter med et kort stop i Chengdu inden kursen sættes mod Helsinki.

Finavia, der driver de finske lufthavne, har investeret meget i at betjene de kinesiske passagerer og forbedre kundeoplevelserne i Helsinki Lufthavn.

“Med det første kinesiske flyselskab i Finland får vi støtte til vores mål om at udvikle Helsinki Lufthavn som et vigtigt hub mellem Europa og Asien. Målt på antallet af flyforbindelser er Helsinki nr. et i Nordeuropa og vi byder det nye flyselskab velkommen”, siger Joni Sundelin, Senior Vice President Finavia.

Ruten åbner den 17. januar 2018, og flyves to gange om ugen med en Airbus A330. Lucky Air er en del af den kinesiske HNA Group.