Flere rekorder for de danske ø-færger

Der har aldrig før været så mange med færge til og fra Bornholm som i juli i år og der blev sat dagsrekord på færgen mellem mellem Esbjerg og Fanø.

Tal fra rederiet Færgen viser, at mange af landets øer har haft rekordstort besøg i sommermånederne. For eksempel satte juli rekord som den måned, hvor flest biler og passagerer sejlede til og fra Bornholm mellem Ystad til Rønne, skriver business.dk. 63.087 biler og 282.584 passagerer blev det til.

Det samme gælder ruterne Bøjden-Fynshav og Spodsbjerg-Tårs: ”Det er et klart udtryk for, at der efterhånden er så meget liv, så mange unikke oplevelser og så mange gode events på øerne, at der er noget at komme efter uanset vejr og årstid”, siger Lindy Kjøller, salgs- og marketingchef for rederiet Færgen.

Specielt lørdag den 22. juli var travl for mange af rederiets færger. På ruten mellem Esbjerg og Fanø blev der sat ny rekord for en enkelt dag med 17.091 passagerer.

Folketinget besluttede sidste efterår at give tilskud til en række færger, der sejler til danske øer. Prisnedsættelserne gælder dog kun i lavsæsonen og har derfor ikke direkte indflydelse på tallene.