Flere danske turister i Storbritannien – trods OL

Olympiske Lege London636.000 danskerne besøgte sidste år Storbritannien, en vækst på 22.000 i forhold til 2011. Danskerne brugte sidste år 303 millioner pund i Storbritannien.

Typisk falder besøget af internationale turister i et OL- værtsland det år, OL finder sted, mens den turistmæssige gevinst først viser sig de følgende år. Mange bliver væk i tiltro til, at der er for mange mennesker, for høje hotelpriser og for stort sikkerhedsopbud til, at det bliver en fornøjelse.

Men antallet af danskere, der besøgte Storbritannien i 2012, var 636.000, sammenlignet med 614.000 i 2011, en vækst på 22.000. Og danskerne brugte 303 millioner pund mod 287 millioner året før, viser nye tal fra VisitBritain.

“Det var første gang i mange år, OL blev holdt så tæt på Danmark, og det har helt sikkert øget interessen. London er desuden et af danskernes foretrukne mål for storbyferier. OL og Dronningens jubilæum har øget lysten til at opleve noget ud over det sædvanlige,” siger Jette Ward, landechef i Danmark for VisitBritain.

I OL-året var det nærmarkederne der dominerede, med USA som undtagelsen i top 5. Der kom flest besøg fra Frankrig (3,7 mio.), fulgt af Tyskland (2,9 mio.), USA (2,8 mio.), Irland (2,4 mio.) og Holland (1,7 mio.).

Top 5 over det største forbrug under besøget toppes af USA med 2,4 milliarder pund, Frankrig med 1,5 mia., Tyskland (1,2 mia.), Australien (1,0 mia.) og Irland (797 mio. pund).

Største vækstmarked var Kina, med 797.000 besøg, en vækst på 21% i forhold til 2011, viser tal fra Office for National Statistics.