Flammen går frem – Jensen’s tilbage

Familien bag restaurant Flammen. Martin, Kristina, Flemming og Ketty Rosenfeldt Sunddal.

Familien bag restaurant Flammen. Martin, Kristina, Flemming og Ketty Rosenfeldt Sunddal.

Indtil for nylig herskede Jensen’s Bøfhus mere eller mindre egenrådigt over den del af markedet, der har lokket med lave priser og store bøffer, men siden 2009 har en ny spiller vokset sig større.

Restauranten Flammen, som Flemming og Ketty Rosenfeldt Sunddal og deres børn Kristina og Martin står bag, åbnede den første restaurant i Kolding i 2009, og har de ikke set sig tilbage siden, skriver business.dk.

For godt et år siden etablerede man restaurant nummer 10 i København – den første af sin slags i hovedstaden for den sønderjyske familie, som hidtil havde koncentreret sig om Jylland.

Selskabet bag restauranterne, Rosenfeldt og Sunddal Holding ApS, fik rekordoverskud i 2015, fremgår det af virksomhedens regnskab. Årets resultat blev 24,8 millioner kroner, en stigning på godt 20% fra året før.

Flammens koncept er kød og gerne masser af det. Restauranten lover minimum 15 forskellige slags kød på grillen og opererer med en buffet til godt og vel 200 kroner.

Flammens koncept må gøre indhug i de kunder, der hidtil har frekventeret Jensen’s Bøfhus. Den velkendte kæde er stadig den største af sin slags med 34 restauranter landet over. Inden længe ventes Jensen’s Food Group, der står bag kæden, at præsentere underskud for fjerde år i træk, og selskabet har en gæld på 228 millioner kroner til SEB.

Jensen’s Food Groups omsætning er faldet fra 476 millioner i 2012 til 412 millioner i 2014, og de seneste to år er man kommet ud med et samlet underskud på 40 millioner.

Det er en presset forretning, og ejer og stifter, Palle Skov Jensen, er gået på jagt efter en investor: ”Vi vil gerne vokse og åbne nye butikker i et højere tempo, og det koster en del penge. Derfor er vi ude at se på, hvordan vi kan skaffe kapital, og vi kigger efter en partner” siger Palle Skov Jensen til Dagbladet Børsen.