Home Nyheder Fjord Line udvider med endnu en katamaran

Fjord Line udvider med endnu en katamaran

0
SHARE

Med et nybygget skib fordobler Fjord Line kapaciteten mellem Hirtshals og Kristiansand fra 2020. Efter tre år med solid vækst investerer Fjord Line i en ny katamaran. Den giver større kapacitet, flere afgange, længere sæson og mere komfort.

”Det er en milepæl i Fjord Lines udvikling. Vi har skabt gode resultater de seneste år og er meget glade for, at vi har kunnet bestille et nyt skib”, siger Rickard Ternblom, koncernchef i Fjord Line AS.

Det er australske Austal Ships Pty Ltd, som skal bygge skibet. Når katamaranen stævner ud til sæsonen i 2020 vil den sætte en ny teknologisk standard på ruten med miljømæssige gevinster.

”Komfort har været vigtig for os i udviklingsfasen. Katamaranen skal tilbyde en komfortabel og behagelig rejse og samtidig være den hurtigste vej mellem Danmark og Norge. Med en topfart på 40 knob vil rejsen fortsat kunne klares på kun 2 timer og 15 minutter”, siger Rickard Ternblom.

Med plads til 1.200 passagerer og 400 biler fordobler det nye skib kapaciteten sammenlignet med de skibe, som Fjord Line sejler med på ruten i dag. Butikken om bord bliver dobbelt så stor og får et langt større udvalg. Og når sulten melder sig, vil gæsterne kunne vælge mellem tre forskellige madkoncepter.

Sideløbende investerer Fjord Line i sin eksisterende katamaran, HSC Fjord Cat, for at have et fortsat godt tilbud til passagerne frem til 2020, hvor den nye katamaran tager over.

Fra 2014 til 2016 oplevede Fjord Line en vækst på 26.000 passagerer og 7.400 biler på ruten mellem Kristiansand og Hirtshals. Rederiet fragtede 213.000 passagerer fordelt på 576 overfarter på ruten i 2016.