Finnair præsenterer A350-kabine

finnair a350 kabineSom europæisk søsætningskunde for Airbus A350XWB (extra wide body) har Finnair fremlagt sit kabinedesign for selskabets nye langruteprodukt, som sættes i drift 2015.

Kabinen er designet af Helsingforsfirmaet dSign Vertti Kivi & Co, som også står bag designet af Finnairs nye Premium Lounge i Helsinki Airport.

Begge kabiner i de nye A350 er lyse og rummelige med komfortable sædearrangementer, gradueret LED belysning, som er med til at give en afslappet flyveoplevelse.

“Vi har arbejdet hårdt for at skabe en særlig kundeoplevelse ombord på A350XWB og er stolte over at kunne præsentere ægte finsk design for passagererne”, siger designer Vertti Kivi.

Airbus A350 har også et avanceret luftrensningssystem, der udskifter kabineluften hver 2-3 minutter. Der er trækfri luftstyring, justerbare temperaturzoner og lavere kabinetryk, som øger velbefindedet hos passagerer og besætning.

297-sæder konfigurationen har 46 sæder på Business Class i 1+2+1 layout, som sikrer direkte adgang til gangene for alle. Zodiac Cirrus III sæderne kan ændres til full flat senge.

Economy Class får Zodiac Z300 slim-line sæder med 31 tommer pitch i 3+3+3 layout. Forrest i Economy Class er der 43 Economy Comfort sæder med øget komfort og ekstra benplads.

Finnair vil introducere sine A350 i andet halvår 2015 startende med ruterne til Shanghai, Bangkok og Beijing, mens Hong Kong og Singapore kommer til i 2016. Finnair har købt 11 A350 og har option på yderligere otte.