Ferier for 55,3 mio. kr. solgt på en uge

Det er en meromsætning på 30% i forhold til samme uge i fjor. 70% af rejserne er sommerrejser – de fleste med afrejse i skolernes sommerferie.

 

”Rigtig mange har brugt de snefyldte dage omkring jul og nytår til at drømme om sol og varme. Men det er ikke kun blevet ved drømmene – internettet har været flittigt brugt, og ca. 60% af de solgte rejser blev booket via nettet”, fortæller direktør i Spies, Jan Vendelbo.

 

Det er især børnefamilierne, der lige nu sikrer sig ferierejser og deres favoritrejsemål for sommeren ser således ud: 1 Mallorca, 2 Tyrkiet, 3 Cypern, 4 Rhodos og 5 Kreta.

 

Star Tour fejrer den bedste uge 1 i 13 år, hvor salget sprængte rammerne. Ugen er traditionelt en stor uge for salg af sommerrejser, og i år fik Star Tour også solgt stort set alle de sidste vinterrejser til februar og marts.

 

De fleste rejser solgt i uge 1 hos Star Tour går til Egypten, Thailand og De kanariske Øer i februar og marts, samt til Mallorca, Tyrkiet og Egypten til sommer.

Skrevet af Flemming Juul