Fejl i 50.000 danske pas

dansk-pasDer er på landsplan fejl i 50.000 pas, da flere borgere i strid med loven er registreret med mere end et pas.

Tidligere på året kom det frem, at 43 kommuner havde udstedt fejlbehæftede pas, hvor knap 11.000 borgere var berørt af en chipfejl. I den nye sag har bl.a. borgerne i Holbæk modtaget brev om, at de skal møde i Borgerservice for at få kontrolleret deres pas. I alt gør 16 kommuner noget ved problemet.

”Når vi som kommune bestiller pas i systemet, så opstår der ind imellem tekniske propper, som gør, at systemet ikke opdaterer korrekt”, siger Søren Forsmann, afdelingsleder i Holbæk Kommunes Borgerservice.

I brevet står der, at det er vigtigt, at fejlen bliver rettet, så der ikke opstår problemer på grund af uoverensstemmelser i forhold til internationale konventioner om pasudstedelse.

I et skriftligt svar til TV ØST forsikrer Rigspolitiet dog om, at ingen rejsende får problemer på grund af pasroderiet. Det understreges, at hele problemet er opstået hos kommunerne, der selv er ansvarlige for alle pasudstedelser. At man først i år har bedt kommunerne udbedre fejlene skyldes, at man ikke før har været klar over problemets omfang.