Fantastisk sommer for ’De to Store’

De to store europæiske lavprisselskaber solgte i august sammenlagt 12,88 millioner flysæder, hvilket er 10,5% bedre end for et år siden. Ryanair hentede yderligere markedsandele ved en vækst på 12% til 7,88 millioner passagerer overfor easyJets vækst på 8,4% til 5,2 millioner passagerer.

 

Højest belægning var der hos easyJet med en load factor på 92,3, mens Ryanair måtte ’nøjes’ med 89%. Det svarer til en vækst på 0,5 procentpoint for easyJet og et fald på 1 procentpoint for Ryanair.

 

Over de seneste 12 måneder er easyJets passagertal steget med 7,7% til 48,4 millioner, mens Ryanairs vækst har været 13,6% til 70,9 millioner passagerer. Ryanair medregner 1,45 millioner passagerer, der havde booket plads, men ikke kom af sted på grund af askeskyerne.

Skrevet af Flemming Juul