Fald i turismen under OL i London

Faktum er, at det modsatte blev tilfældet og at 2012 blev en af de værste somre for mange attraktioner – herunder flere af metropolens bedste kendemærker.

 

Det hjalp formentlig ikke, at sommeren samtidig var blandt de vådeste gennem de seneste 100 år og det får nu Association of Leading Visitor Attractions (ALVA) til at rapportere, at denne kombination af negative faktorer har resulteret i, at nogle turistattraktioner har tabt op til 60% i besøgstal i OL-perioden fra 27. juli til 12. august. Nogle af attraktionerne har haft så dårlig en sommer, at de har bedst ALVA om ikke at oplyse de eksakte tal før udsendelsen af årsrapporten i 2013.

 

Ikke underligt var det de udendørs attraktioner, der led mest, som for eksempel London Zoo og Kew Gardens. I udendørssektoren var det gennemsnitlige fald i besøgstal 21,3%. En anden sektor, der blev hårdt ramt var mindesmærker og katedraler, som omfatter blandt andet St Paul’s Cathedral, Houses of Parliament og Tower, som tabte over 20% i besøgstal.

 

ALVAs CEO, Bernard Donoghue, kalder det over for BBC bedrøvelig læsning. Han fortsatte interviewet med at understrege, at 2012-sommeren havde været en alvorlig finansiel udfordring for nogle af landets bedst kendte og normalt foretrukne turistattraktioner.

 

Tallene for perioden viser, at der har været nedgang både med hensyn til besøgene og omsætning fra udenlandske gæster. Turisternes forbrug faldt til omkring to milliarder pund efter en nedgang på 310 millioner pund i forhold til samme periode sidste år. Besøget af udlændinge faldt fra 3,36 millioner i juli sidste år til 3,18 millioner i år.

 

Da OL nærmede sig blev der rejst massiv kritik af hotelbranchen, som skruede værelsespriserne op i et overdrevet leje – i enkelte tilfælde til 10 gange deres normalpriser. Dette varede ikke, da det hurtigt blev klart, at efterspørgslen i OL-perioden ikke ville nå i nærheden af det forventede.

 

Udenfor London, var effekten af det dårlige vejr og OL ikke så tydelig, selv om størstedelen af England og Skotland havde et fald i besøgstal på 4,7%.

Skrevet af Flemming Juul