Fårup Sommerland Europas næstbedste – igen

Kåret til Europas næstbedste forlystelsespark. Det er tredje gang i træk, at den danske forlystelsespark vinder prisen, skriver tv2.dk.

Det er en jury af forlystelseseksperter, som igen har kåret Fårup Sommerland til Europas næstbedste i kategorien ’Forlystelsesparker med under 1 million årlige gæster’. Det er forlystelsesmagasinet Kirmes & Park Revue, der står bag prisen, der blev uddelt mandag aften i Berlin ved IAAPA’s (International Association of Amusement Parks and Attraction) årlige konference.

Prisen – European Star Award – uddeles efter de nominerede parker har haft besøg af en internationalt anerkendt jury: ”Det er klart, at jeg på Fårups vegne er meget glad for prisen, som skyldes en flot holdindsats af alle i Fårup Sommerland. Vi har løbende investeret i parken, og det er dejligt at se, at nyhederne er taget godt imod, men også at vores fokus på gæsteservice i verdensklasse bliver bemærket internationalt”, siger adm. direktør Per Dam.

Folkene bag prisen er enige i, at det er Fårups mod til udvikling, der endnu engang har bragt dem til tops på listen: ”Prisen hylder iværksætteri, mod og innovation i særklasse. Personligt er jeg meget glad for, at vores internationale jury-medlemmer ikke kun stemte de store spillere ind i top 10, men også familieejede parker som smukke Fårup Sommerland, der fortjener hæder for det store engagement i at udvikle oplevelsesindustrien”, siger Frank Lanfer, chefredaktør på Kirmes & Park Revue.