Hotel D’Angleterre relancerer det store kagebord

Søndag d. 6. januar 2008 relancerer Hotel D’Angleterre sit tidligere så velkendte koncept: kagebord med te og kaffe i Palmehaven hver søndag fra kl. 15 – 17. Den berømte pianist Henrik Schouw underholder på flygel med et klassisk repertoire.

Hotel D’Angleterre genoptager en af sine stolte traditioner, der stammer helt tilbage til tiden omkring 1900-tallet, hvor Palmehaven var indrettet efter kontinental mode med palmer og smukke marmorskulpturer. Her nød Københavns bedre borgerskab deres eftermiddagste til de dansende toner af tidens bedste orkestre.

”Champagnebrunchen i Restaurant D’Angleterre er blevet en stor succes, og i forbindelse med det, har vi også fået rigtig mange forespørgsler på Hotel D´Angleterres tidligere så kendte søndagskagebord. Vi glæder os derfor over, at vi fra januar kan byde gæster og københavnerne inden for i den smukke Palmehave til stort kagebord med udsøgte kager fra bl.a. D’Angleterres egen konditor,” siger Tony Bak, Hotel D’Angleterres adm. direktør.

”Vores kagebord i Palmehaven er uden tvivl en begivenhed som såvel københavnere som byens gæster vil tage godt imod. Det lægger op til en hyggelig eftermiddag sammen med familie og venner – så hvorfor ikke overraske med et smukt gavekort til jul og invitere til kaffe & kage på Hotel D´Angleterre?”, spørger Tony Bak. 

Skrevet af