European Airline Association AEA lukker

banner_nlDe europæiske ruteselskabers lobby-gruppe AEA lukker inden årets udgang efter mange af gruppens medlemmer i stedet har meldt sig ind i Airlines for Europe, A4E, der er åben for alle typer flyselskaber.

AEA bliver den anden europæiske flysammenslutning, der lukker i år. Med udgangen af august lukkede lavprisselskabernes sammenslutning European Low Fares Airline Association, ELFAA, af samme årsag.

Historisk har fire forskellige grupper repræsenteret de europæiske flyselskaber. AEA fungerede for ruteselskaberne, ELFAA for lavprisselskaberne, mens International Air Carrier Association, IACA, tog sig af ferieselskabernes interesser og European Regions Airline Association, ERA, repræsenterede de regionale flyselskaber.

AEAs webside viser, at sammenslutningen omfatter 22 flyselskaber med årligt 310 millioner rejsende. Flere af selskaberne har dog tænkt sig at skifte til A4E, der blev startet i januar af Air France-KLM; easyJet; International Airlines Group (IAG); Lufthansa Group og Ryanair. Siden er flere andre kommet til og i september sagde adm. direktør Thomas Reynaert, at man regnede med at gå fra 11 til 20 medlemmer i løbet af et par måneder. Da flere af de 11 medlemmer er koncerner, er antallet af individuelle flyselskaber 22, hvilket dækker 60% af Europas flypassagerer og en omsætning på 97 milliarder Euro

Lukningen af AEA er enden på 64 års historie. I 1952 dannede Air France, KLM, Sabena og Swissair Air Research Bureau. De fik følgeskab af British European Airways og SAS. Siden skiftede sammenslutningen navn til European Airlines Research Bureau indtil man tog navnet AEA i 1973.

“Blandt AEAs mange initiativer førte et af dem til dannelsen af Amadeus og Galileo reservationssystemerne. Et andet initiativ førte til etableringen af ‘Single Sky for Europe’ kampagnen i 1988 og blev forgængeren for det fælles EU-US Open Skies Agreement.