EU-dom: Kompensation trods teknisk fejl

klm B787Flypassagerer har ret til kompensation for forsinkelser og aflysninger ved enhver uforudset teknisk fejl på flyet.

Det er kun konstruktionsfejl, sabotage eller terror mod et fly, der kan fritage et flyselskab for at betale kompensation til forsinkede og strandede flypassagerer.

Det afgjorde EU-Domstolen i dag, torsdag, på baggrund af en sag om en hollandsk flypassager, der i 2009 blev 29 timer forsinket på en flyvning fra Quito i Ecuador til Amsterdam, skriver avisen.dk.

KLM afviste dengang at give passageren kompensation, fordi det efter flyselskabets mening var ’en uforudset teknisk fejl’ på et ellers vedligeholdt fly, der var årsag til forsinkelsen.

Men det gælder ikke, fastslår dommen fra EU-Domstolen, som ligger tæt på en tidligere domstolsafgørelse fra 2008.

I den nye dom har EU-Domstolen præciseret, at retten til kompensation ikke blot gælder ved tekniske fejl på et fly, men også ved uforudsete tekniske fejl.