Home Nyheder Ernst Trillingsgaard fratræder i 2017

Ernst Trillingsgaard fratræder i 2017

0
SHARE
Ernst Trillingsgaard.
Ernst Trillingsgaard.

Han fratræder sin stilling som direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center den 1. maj 2017 efter mere end 50 år i toppen af dansk showbizz.

Ernst Trillingsgaard har netop meddelt sin bestyrelse, at han ønsker at fratræde efter mere end 30 år som direktør i et af Danmarks førende kongres- og kulturcentre:

Formand for bestyrelsen i Aalborg Kongres & Kultur Center, Peter Rindebæk: ”Selv om han bliver svær at erstatte, ved vi jo udmærket, at alt godt har en ende. Vi har naturligvis accepteret Ernst Trillingsgaards ønske og aftalt, at han kan fortsætte som konsulent i seks måneder derefter”.

Ernst Trillingsgaard, blandt venner ’Trille’, trådte ind i branchen på direktørniveau som 25-årig, da han i 1965 blev direktør i Holstebro-Hallen. Her blev han kendt som musikteaterdirektøren, der som den første fik Dirch Passer ud i provinsen. Efter 20 år som direktør i Holstebro blev han direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center, hvor han sidste år fejrede 30 års jubilæum.

Ernst Trillingsgaard har gjort sig gældende i dansk og internationalt kulturliv med f.eks. flere end 3.500 koncerter og teaterforestillinger i Aalborg, og listen tæller internationale topnavne, som Leonard Cohen, Prince, Kylie Minogue og Shakira, Wiener Philharmonikerne, José Carreras, Angela Gheorghiu, Roberto Alagna og Andrea Bocelli. Aalborg Kongres & Kultur Centers opbygning med et mere end 50 meter højt scenetårn har muliggjort internationale forestillinger, som La Scala fra Milano og Bolshoi fra Moskva.

Det er den danske revytradition, som ligger ham tæt på hjertet. Det startede med Holstebro Revyen i 1969, Dirch Passer, som overraskede alle ved at medvirke i revyen i 1974 og 1975, og siden fulgte venskaber med Buster Larsen, Karl Stegger, Marguerite Viby, Bodil Udsen, Louis Miehe-Renard og ikke mindst Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard, som alle medvirkede i Holstebro.

I 1985 var Ernst Trillingsgaard med til at revitalisere Cirkusrevyen på Bakken i samarbejde med Torben ”Træsko” Pedersen og Lisbet Dahl. Han har siden været tilknyttet revyen som kunstnerisk konsulent, og det har ført til en årlig turné til Aalborg som det eneste sted i provinsen.

Aalborg Vinterrevy, der hvert år finder sted i november og december, er også etableret af Ernst Trillingsgaard. I år er det Rasmus Krogsgaard, Vicki Berlin, Randi Winther og Hans Holtegaard, der skal underholde et stort nordjysk publikum.