Endnu større bøder til andre flyselskaber

Det var ikke kun SAS Cargo, der i går måtte anerkende et bødeforlæg fra det amerikanske justitsministerium. I alt har de amerikanske myndigheder udstedt bøder for overtrædelse af kartelreglerne på 504 mio. USD, eller næsten 2,5 mia. danske kr.

Den største bøde blev uddelt til Air France-KLM, der skal hoste op med godt 1,7 mia. kr. i bøde, fulgt af Cathay Pacific, der må betale hen ved 300 mio. kr. Først på tredjepladsen kommer SAS-bøden ind, tæt fulgt af det delvist APM-ejede hollandske Martinair, der skal betale en bøde på godt 200 mio. kr.

Air France KLM’s topchef, Jean Cyril Spinetta, sagde efter offentliggørelsen af milliardbøden til den fransk-hollandske carrier, at selskabet beklager forseelserne, og at man har taget skridt i organisationen for at undgå gentagelser.

Air France KLM-aktien faldt næsten fem pct. På nyheden om den milliardstore bøde.

Skrevet af Webredaktionen