Endelig er skuden vendt for SAS

Rickard Gustafson.

Rickard Gustafson.

Om det holder, skal det kommende år bevise, men med endnu en besparelse på 1,1 milliarder kroner i pipeline bør resultatet kunne forbedres endnu mere. Ingen kapacitetsbegrænsninger planlagt kommende år.

De 9.000 ansatte og de mange, som fortsat holder på det skandinaviske flyselskab, kan trække vejret lettet. SAS fik sit overskud i det afsluttede regnskabsår med udgangen af oktober på 149 millioner kroner. Ikke noget at falde i svime over, men nok så positivt mod et underskud på mere end tre milliarder kroner for et år siden.

Aktionærerne jublede ikke i formiddags og handlede aktien ned med 6,5% ved første indtryk af årsresultatet.

Alligevel var det overordnede indtryk positivt på formiddagens pressekonference med koncernchef Rickard Gustafson. Under forudsætning af, at den globale økonomi ikke ændrer sig drastisk i negativ retning, og oliepriserne holder sig nogenlunde stabile, bliver det også til et overskud i det kommende år.

Til spørgsmålet om der kommer nedskæringer i kapaciteten – underforstået med færre tilbud til kunderne – var svaret nej. Man stopper en anelse op og øger kun 3,5% mod planlagt 6%, men konkurrencen vil blive mødt endnu mere kontant end i år med de rigtige ruter og de rigtige priser med vægt på fritidstrafikken, som vokser mest. Bekymringerne går mest på, hvordan økonomien og behovet vil udvikle sig i Sydeuropa.

”Vi kan se udviklingen med vores egen gruppe af ruteselskaber i Europa, som øger trafikken med egne lavprisselskaber, eller går samme vej som os med mere vægt på fritidstrafikken for at møde lavprisselskaberne i en åben konkurrence. Derfor er vi også vældig tilfredse med vores nye satsning med kun to klasse (Go og Plus) i kabinen og en yderst fleksibel prisstruktur,” sagde koncernchefen.

Endnu engang var der stor ros til personalet for et hårdt år. Nu er SAS nede på 9.000 ansatte fra at have været 15.000, og alligevel er første mål nået. Næste år hentes endnu en milliard kroner på besparelseskontoen.

”Vi vil fortsætte. Vi kan ikke stå stille. Det kommende år vil vi både øge besparelser og indtægter,” lød slutreplikken.